Jeg er ved at gå helt i stå

Jeg er ved at gå helt i stå. Sådan er mit liv lige nu. Det er noget jeg helt selv bestemmer og vælger. Fordi det har jeg trængt til i mange år. Så nu gør jeg det. Går i stå.

Faktisk har jeg været ret langsom siden min sidste kontrakt udløb lige omkring Covid-19 startede. Jeg har forberedt mig på at gå i stå i mange år. Måske næsten 10 år. Ikke fuld tid bevares. Men jeg tror at det er ved at være 10 år siden at den første erkendelse kom til mig om at hastigheden i mit liv var for voldsom. At jeg måtte skabe mig nogle nye rammer, hvor jeg kunne leve langsommere. Og nu går jeg så i stå.

Men jeg er træt og sover godt de fleste nætter. Næste dag vågner jeg, når jeg vågner og bruger helst en time eller to på morgenkaffen og -rutinerne.

Af og til strejfer det mig om det her nu kan fortsætte. Det er som om min Mor kan sidde på min skulder og med en løftet pegefinger sige at det jo ikke kan blive ved med at gå. At der på et tidspunkt skal ske noget andet. Og hvad betyder det egentlig at gå i stå? Er det fordi jeg er ved at blive deprimeret? Og hvor ender jeg så? Vil jeg resten af livet bare (for)drive tiden uden et rigtigt lønnet job, som de fleste andre?

Ja.

Det har jeg ihvertfald intentioner om. Ikke at spilde livet med at fræse afsted hver dag. Fortravlet familieliv. Udmattende møder og pres pres pres. Det er jeg sgu glad for at løbe væk fra. Eller måske løber alt det væk fra mig? For jeg står jo lidt stille. Eller er det at stå stille og gå i stå noget forskelligt? Det må jeg tænke over. Måske er det opgaven for idag.

Det tror jeg.

Kærlig hilsen

Jørn