Åbenhed er at sige jeg ikke ved
Jeg elsker mine terapier. Af mange årsager. For det første synes jeg det er spændende at få lov at kigge med på sidelinjen. Alle mennesker har en historie at fortælle og som regel er der gode årsager til at vi gør, som vi gør. Når historierne folder sig ud bliver jeg ofte berørt over at tage del i den proces. Jeg føler mig ydmyg og taknemmelig over mit arbejde.
Andre gange lærer jeg simpelthen noget nyt ved at samtale. En indsigt der pludselig kan stå lysende foran mig. Forleden havde jeg en kvinde i terapi. Og hun lærte mig noget. På et tidspunkt i terapien siger hun: Åbenhed er jo det samme som at sige at jeg ikke ved.
Wow. Jeg måtte lige stoppe op. Være stille. Det stod lysende klart og blinkede i min hjerne. Jeg gentog sætningen indeni. Åbenhed er det samme som at sige at jeg ikke ved. Holder det? Tænkte jeg.
Det gør det, synes jeg. Det her argument holder faktisk vand. Det er ret solidt.
Åbenhed betyder at jeg skal kunne se og forstå nye muligheder. Alternative historier. Nye måder at gøre tingene på, som jeg ikke selv ville have valgt. Åbenhed betyder at nye bevægelser er velkomne og ikke vurderes eller gøres forkerte. Åbenhed er kreativ, finder nye veje og overrasker.
Hvis jeg kigger på det modsatte af at være åben, nemlig lukkethed, så må det altså betyde at jeg ved. Og det er vel også sandt? Min viden er jo lukket. Hvis jeg bager frokostboller, så sker det nogenlunde på den samme måde. Ergo ved jeg. Kommer der en og siger at der skal chia i min boller, så forstyrres jeg, og det er vel fordi jeg ved og har en lukket forståelse af hvordan bollerne skal være?
Hvis jeg skændes med Trine så sker det i den tilstand mit nervesystem nu er i på det tidspunkt. Ergo er der en lang række rammer, aftaler og forudbestemte mønstre i spil, der afgrænser vores skænderi eller min åbenhed. I skænderiet er det altså mit nervesystem der ved, fremfor mit bevidste jeg. Men det er samme princip. Nervesystemet ved og derfor lukker det.
Sådan kan det også være i seksualiteten. Den måde jeg elsker med min kvinde på kan være åben eller lukket. Hvis der er noget jeg vil eller ønsker eller har behov for, afgrænser jeg mig fra andre bevægelser lige der. Så skal vi derhen. Jeg ved og dermed afgrænser jeg elskoven og mødet med hende. Med andre ord, så lukker jeg af.
Vender jeg tilbage til ikke at vide, kan jeg så slutte at det hænger sammen med åbenhed? Ja, det mener jeg faktisk. Jeg bliver nødt til at indstille min hjerne og mit system på ikke at vide, for at kunne åbne mig til det, der er. Nogen kalder det at slukke for hjernen. Andre kalder det intethed.
Jeg foretrækker at starte med at forstå, at jeg ikke ved noget som helst. Så giver min hjerne ligesom slip af sig selv. Og det ved jeg nu. At jeg ikke skal vide, før jeg kan være åben. Det er herligt, ikke at skulle vide noget som helst!
Måske er det derfor jeg ofte er i tvivl?
Kærlig hilsen
Jørn