At komme for sent

- er det samme som at komme for tidligt

Hvordan da det?

Nogen gange kommer en gæst for tidligt til en aftale. Altid mellem 10 og 20 minutter før tid. Jeg møder ham med et smil og sender ham ud på en lille gåtur op i skoven bag vores hus. Han bliver altid lidt befippet og overrasket.

Jeg er sjældent overrasket. Faktisk ved jeg tit, at han vil komme for tidligt, har jeg opdaget. Jeg tror, jeg fornemmer det i den samtale, jeg har med ham, inden vi aftaler at mødes, for jeg når at tænke det, inden han dukker op. I dag er der en, der kommer for tidligt.

Hvordan kan det være, du kommer for tidligt, spørger jeg, og jeg har opdaget, at der er to forskellige svar.

Et er svarene lyder: Jamen, jeg vil i hvert fald bare ikke risikere at komme for sent. Når vi snakker os lidt mere ind i det, handler det typisk om en form for autoritetstro. Det værste (har han lært) er at komme for sent.

Hvordan tror du, det er for mig, at du kommer for tidligt, spørger jeg ham, og vi får snakken om, at jeg jo ikke er klar, hvis han kommer for tidligt. Det bliver tydeligt, at den forstyrrelse, han prøver at undgå at give mig bliver til netop det, han frygter. En forstyrrelse.

Det andet svar handler om begær og ivrighed. Ham, der kommer for tidligt til vores møde, er en der næsten ikke kan vente. Det er forventningens glæde, der driver ham op af havegangen et kvarter før tid. Han har så meget lyst til en massage, at han næsten ikke kan vente. Han vil også gerne vise mig, at han glæder sig. Beviset er hans forventningsglæde.

Det ender tit med nogle fine samtaler om, hvor styret vi er af det, vi har tillagt os af vaner og overbevisninger, som fungerer mere eller mindre bevidst, men som i hvert fald bliver mere bevidst ved en gåtur i skoven.

Jeg har så til gengæld opdaget, at fordi jeg for længe siden besluttede mig for at dem, der kommer for tidligt, bliver sendt på skovtur… ja - så er det ikke længere en forstyrrelse for mig.