Lidt om fortrydelse og om saboterende stemmer, der bliver stille for en stund.

Nogle gange vækkes vi af noget udefrakommende, og vi bliver skubbet ind i bevidstheden om, hvad der er vigtigt i livet. Måske har vi slet ikke tænkt over det før, og det kommer som et chok. Det kan være sygdom, skilsmisse, dødsfald. Alle mulige helt uomgængelige vilkår i livet kan vælte os for en stund.

Hvad lever du for?

Det spørgsmål stillede en behandler til en mand, som jeg mødte for nylig i en massage. Han fortalte mig om det inden massagen. Det havde været som at få et slag i hovedet efterfulgt af tomhed. Der var ingenting. Intet svar. Ingen store eksistentielle meningsfuldheder bankede på. Dernæst kom chokket over tomheden. Så længslerne og så fortrydelserne. Alt det, han ikke havde gjort og ikke havde oplevet, bankede nu på. Måske ikke for første gang, men det var indtil nu blevet holdt nede, når det var dukket op. Når der blev spurgt til hvorfor, han ikke havde haft intimt samvær med en kvinde i 30 år, havde hans svar altid lydt:

Den slags kan man klare selv. Og jeg klarer mig. Jeg har det fint alene.

Det svar blev nu afløst af en bankende længsel. Og stemmer dukkede op. Stemmer, han altid tidligere havde undertrykt blev nu til sabotage.

Hvorfor har du ikke gjort noget? Hvorfor har du ikke taget dig sammen? Du burde da have vidst bedre.

Spørgsmål om rigtigt og forkert var begyndt at presse sig på. I alle mulige sammenhænge sneg der sig en usikkerhed ind. En tvivl på sig selv og en frygt for at gøre noget forkert, som naturligvis var svært at finde et svar på, fordi han ikke tidligere havde stillet sig selv de helt store spørgsmål og ikke tidligere havde mærket efter i sig selv.

I massagen gav han sig hen. De saboterende stemmer blev tavse. Alt var okay. Han var okay. Bagefter var han glad og afslappet. Der var blevet stille indeni.

Men efter massagen begyndte vi at snakke, og stemmerne vendte tilbage. Tvivlen på om det nu var okay, den måde han havde bevæget sig i massagen. Om jeg synes, han gjorde det rigtigt. Ordet “bør” dukkede op igen og igen.

Vi snakkede om, at han måske skulle holde op med at tale med de saboterende stemmer. Holde op med at bruge ordet “bør” og måske undersøge, hvad det dækkede over. Få adskilt sig fra de saboterende stemmer og forbundet sig med den gode stemme, der talte om længsler og om håb, om lyst og om kærlighed.

Med fokus på forskellen mellem den gode stemme og de saboterende stemmer besluttede vi at mødes igen i en *Sanselig erkendelse om noget tid.

Når vi mødes igen, vil vi først i en samtale arbejde med at adskille den gode stemme fra de saboterende stemmer. Sprog skaber virkelighed, og ordet “bør” i hver tredie sætning er tegn på downloading af internaliserede stemmer. Stemmer han har med et sted fra. Hvorfra er et godt spørgmål og at lave sproget om ved fx at holde op med at sige “bør” vil også være en vej, vi kan gå.

Efter en samtale kan så han give slip ind i en massage, hvor sanselighed og overgivelse helt af sig selv sender de saboterende stemmer væk. Stemmerne skal anerkendes først, men de skal ikke have taletid, for de forplumrer det enkle og det smukke, hvor vi føler os okay og gode nok. Den gode stemme skal have taletid, og at opleve forskellen kan gøre en forskel.