Ingen bærer sig selv alene og ingen ER alene

Ingen bærer sig selv alene - ingen ER alene.

Det er SÅ længe siden, jeg har skrevet en tekst. Så her kommer en.

Når jeg skriver tekster, foregår det for det meste på følgende måde.

Jeg har lige haft en massage eller en terapi, eller jeg har oplevet noget i familien eller med Jørn, som sætter noget i gang i mig. Det er kke den der slags tanker, som jeg tænker, når jeg vågner om natten og ikke kan sove, fordi jeg bekymrer mig om noget. Altså der, hvor mine tanker stikker af for mig.

Mere sådan: Wow, det er spændende, DET har jeg lyst til at undersøge. Hvad var det egenligt, der lige skete? Jeg vil skrive en tekst om det.

Og SÅ rammer verden og virkeligheden i det vidunderlige liv mig.

Jeg skal noget andet.

Der er noget, jeg skal nå.

Noget der ikke kan udskydes, fordi det står i min kalender, og det involverer andre mennsker.

Og det er faktisk helt okay.

Det er OKAY at involvere mig med mennesker. Det er okay at føle mig (for) bundet med andre mennesker.

Jeg ELSKER mennesker.

Det er ikke let for mig at aflyse noget, jeg har aftalt med nogen.

For jeg ved godt, at et møde, en massage, en samtale eller en deltagelse i et kursus er noget særligt. Jeg kan selv huske det.

Når JEG booker en tid til terapi til mig selv, så er det OGSÅ noget særligt.

Og derfor, og fordi jeg ved, at vi er forbundne og at alt, hvad JEG gør, og hvad DU gør, gør noget ved den store sammenhæng, DET gør, at jeg ikke vil aflyse for at skrive min tekst.

Det er IKKE fordi, jeg har stemmer i hovedet, der fortæller mig, hvad jeg BØR eller ikke bør.

Det er noget andet.

De stemmer kender jeg godt, og dem siger farvel til.

Hver dag.

Nogle siger, at relationer er det vigtigste.

Og de har ret.

Vi dannes SAMMEN med andre. Og det betyder også, at vi ikke bare aflyser (som vi gør på Facebook, når vi trykker deltager, men ikke deltager).

Nej, jeg snakker om I DET VIRKELIGE LIV.

Der, hvor vi er afhængige af hinanden. Hvor det JEG gør, gør noget ved DIG, og VI ser det, vi anerkender det, vi ved, det er sandt.

At ingen bærer sig selv alene.

Her er tilknytning sand i forståelsen: vi er knyttet til hinanden, og ingen bærer sig selv alene.

Men ud over at være et relationelt og psykologisk forbundet menneske, er jeg også et spirituelt forbundet menneske.

Og her betyder ordet tilknytning noget andet.

Jeg har selv været forvirret. Hvorfor er tilknytning et “godt” ord ET sted og “forkert” et andet?

HVOR OPSTÅR MISFORSTÅELSEN?

Misforståelsen opstår blandt andet i sproget. I den manglende skelnen mellem det psykologiske niveau og og det spirituelle.

Når buddhismen taler om at være fri af binding, kan man tro, at det handler om at skulle klare alting selv. Eller at det handler om at være smurt ind i sulfo, så alt glider af. Sidde stille og VÆRE  til stede uden at agere i livet.

Det er den STØRSTE misforståelse.

I buddhistisk forstand forstår jeg det at være fri af binding og tilknytning som den dybeste oplevelse af, at vi ER forbundet. Forstår vi det, vil vi samtidig forstå, at når vi dør, mødes vi i oplevelsen af forbundetheden.

Bindinger er okay i menneskeverdenen, når de er lig med tilknytning, relation og nærhed. Menneske til menneske.

For det er fint at knytte sig. Være afhængig af andre mennesker og ikke at skule klare det hele selv.

Så bind dig endelig. Overgiv dig i tillid til en anden. Hav tillid og tag hende eller ham ind.

Og åbn dig fra DET sted.

MÅSKE til en overgivelse der er hinsides ham eller hende.

Og således blev der alligevel skrevet en ny tekst.