Indretning af dit arbejdsliv

Overvejelser du skal gøre dig

Indretning af arbejdslivet som tantramassør

Nu er du i gang. Beslutningen er taget. Uddannelsen er igang, og måske har du været på de første kurser. Måske har du endda haft de første prøveklienter, og opdaget hvor livsbekræftende det er at have tantramassage som fag.

Hvorfor er der ikke flere massører?

Tantramassage er et fag. Der er få gode tantramassører i Danmark. Der er endnu flere, som vi ser har et ubalanceret arbejdsliv, hvor tantramassagerne bliver ubalancerede. Vi har været kolleger med mange massører. Vi har endnu flere eks-kolleger, der for en stund masserede, men brændte ud, og formentlig kommer de ikke tilbage.

Derfor får du et par ord med på vejen fra os, om hvordan vores arbejdsliv ser ud, og hvad vi føler er de vigtigste principper for et balanceret og fornuftigt arbejdsliv med tantramassage som en del af det.

Hvor mange massager kan jeg have?

Det er der ikke et enslydende svar på. For det første skal der jo være nogen, der ønsker massage. For det andet er det god træning, men også fysisk hårdt at massere. For det tredje - og vigtigst af alt - er din egen psykiske sundhed og balance afgørende for, hvor hvor mange massager, du laver og hvor længe, du bliver ved.

Markedsføring

Antallet af henvendelser har en del at gøre med den indsats, du lægger i at gøre opmærksom på dig selv.

Vi oplever, at det virker at skrive små tekster og have en aktiv hjemmeside, så derfor er vores råd, at du starter med din hjemmeside.

Du kan også tilknytte en Facebook side, en instagram, en tiktok etc., og lave markedsføring på google. Mulighederne er mange.

Fysisk træning

At lave tantramassage kræver en god fysik, og fysikken betyder meget for, hvor mange massager du kan lave om ugen. Vi skriver noget mere om at vedligeholde din krop og fysik her. Fysikken alene vil formentlig betyde, at du ikke kan massere mere end én pr. dag. Og vi anbefaler af flere grunde max. 2-3 massager om ugen.

Psykisk overskud

Den vigtigste vejleder i forhold til hvor mange massager, du kan håndtere, er imidlertid, hvordan du har det psykisk. Vil du gerne blive ved med at massere i mange år, er det vigtigt at du ikke brænder ud.

En god massage fylder dig op og skal på en måde have lov til at have noget rum, inden der skal masseres igen. Det betyder, at du skal give massagen plads, tid, nyde eftervirkningerne og lande den, inden du laver en ny.

Får du nogle knap så gode massager (og det gør du også), kan du efterfølgende føle dig tømt for energi. Du kan føle dig brugt eller forvirret over, hvorfor der ikke var kontakt. Måske skulle du sige nej for mange gange.

Her er det vigtigt at give dig selv god plads til at håndtere oplevelsen og lade den slippe dig helt, inden du tager imod igen. Det er naturligvis forskelligt fra massør til massør, hvor lang tid det tager at slippe en dårlig massage, og hvordan vi gør det hver især. Nogle gange finder du en måde selv at håndtere det på, og andre gange har du måske brug for at sparre over telefonen med en kollega.

Skal man så aflyse, hvis man har en dårlig dag?

Det er der ikke et klart svar på. Nogle gange aflyser vi, hvis der er for meget indre uro eller pres, og andre gange kan det være vidunderlig at gå ind i en massage og slippe forstyrrelserne for en stund.

Som med selve massagen handler det om, hvordan du er bevidst om det. Opmærksomheden omkring det og de erfaringer du får hen ad vejen vil guide dig i forhold til omfanget af massager.

Skal du undgå at brænde ud (fysisk eller mentalt) skal du være opmærksom på din planlægning og booking.

Flere gode kompetencer

Vi ser også, at det er en god ide at indrette dit arbejdsliv, så du ikke 100% forlader dig på indtægten fra massager. Gør du det, risikerer du, at visiteringen bliver for anstrengt, og at det bliver for svært at sige nej til en massage, når du nu godt kunne bruge pengene.

Det ideelle er, at du kan undvære indkomsten fra en massage, fordi økonomi så ikke forurener din beslutning om ja/nej. Det kan være fornuftigt at indrette dig med alle de kompetencer du har og skabe et arbejdsliv, hvor du laver flere forskellige ting, som du holder af. Det gør livet som massør nemmere, at den kommende uge fyldes op af en lille palette af aktiviteter, som du på hver sin måde glæder dig til.