Min far var alkoholiker

Min far var alkoholiker

Engang var tryghed for mig lig med “ingen fare på færde”. Forudsigelighed var tryghed, og når jeg tænkte på fremtiden var jeg ikke bange, for jeg kunne overbevise mig selv om at ham, jeg nu var sammen med, ville være der sammen med mig – for evigt. Jeg ville ikke blive forladt, hvis bare jeg sporede mig ind på hvad der var brug for, og det var jeg god til. Det var jeg faktisk ekspert i. At mærke hvad de andre ville have. Og så give dem det. 

Min far var alkoholiker og min mor græd meget. Ingen af dem var i stand til at spejle det, der var i mig. Min far blev vred og var farlig, og min mor var ked ad det og blev endnu mere ked ad det, hvis jeg var det. 

Hvilket barn siger så, hvordan det har det indeni? 

Jeg skammede mig. Skammede mig over at være mig. Skammede mig over at være så kaotisk indeni. Bed mine negle ned. Og så skammede jeg mig endnu mere. Blev det FOR kaotisk indeni lukkede jeg ned. Forsvandt. 

Gik i et med min vindueskarm

Jeg ved præcis, hvad det betyder, men det er kun min terapeut der nogen sinde har kunne sætte ord på det. 

Det var jo så langt du kunne komme, når du nu ikke kunne komme væk, sagde han.

Min angst viste sig som kropslig uro og forvirring. Kaotiske følelser, der ikke kunne deles, fordi de var for diffuse at beskrive. Og som derfor blev forsøgt forstået alene med mig selv. Med dagbøger og senere med bøger om personlig udvikling. En mental adgang til et følelseskaos. Det kunne styre noget af kaoset væk. Få kroppen til at falde nogen lunde til ro. Indtil næste gang noget væltede mig.

Samtidig som årene gik, byggede vreden sig op. Den nødvendige vrede, der kommer, når man går for meget på kompromis. Når grænserne overskrides og man mangler noget for meget. Når man ikke siger tingene, som de er, fordi det man mærker, er for kaotisk til ord, fordi man er bange for vrede og smutter hver gang noget bliver konfliktfyldt. 

Der gik først hul i forhold til familien. Jeg blev hende, der sagde tingene højt. Nu var det mig, der var den farlige. Den der skabte uro.

Jamen, kan vi ikke bare lige spise. Så går far i kælderen bagefter, sagde min mor. 

Vær nu bare rolig. 

Senere gik jeg ud i byen og flippede ud. Det var godt.

Når angsten tog til og uroen steg, gentog jeg Sindsrobønnen igen og igen. 

Nogle gange kunne jeg skelne sætningerne fra hinanden, og andre gange fungerede det blot som et ritual til at berolige mit nervesystem, som var i uro, hver gang der var noget, der skiftede. Hver gang der var en forandring på vej. Det kostede ufattelige mængder af energi at leve på den måde. Timevis af tankerækker i forsøget på at regne ud, hvordan livet kunne folde sig ud. Tryghed frem for alt. Fordi jeg ikke havde haft det, og gjorde det til det vigtigste. Fordi jeg stadig vågnede om natten med bankende hjerte – siddende op i sengen, når døren smækkede i opgangen. Parat til at kæmpe eller flygte. 

Jeg blev voksen, fik tre børn og et ægteskab – nu på 29. år. En helt masse store omvæltninger ind i kærligheden og mine gamle traumer fik mulighed for at heles derigennem. Åbninger ind i kærligheden og måden at være en familie på. 

Der er sket SÅ meget. 

Jeg tør forandringer nu. De gør mig lidt lidt urolig og så lander jeg i min nye forståelse af, at alt er forandring og bevægelse. At det ikke nytter at prøve at holde noget fast, men jeg må blive fleksibel og bevægelig i mit liv. Jeg har set, at alt er forandring og bevægelse. Og jeg er en del af den. Med min krop, min sjæl og mit sind. 

Jeg tror, jeg har fået præcis de udfordringer og de gaver i livet, der har fået mig det lært.

Nogle gange overvejer jeg om jeg skulle fortælle historien fra start til slut. 

Sådan helt.