Nu ved jeg hvad livet handler om!

Nu ved jeg hvordan livet hænger sammen!

Not!

Læser sidste side i bogen Mærkelige Menneske. Bogen formidler moderne personligheds-psykologi og er en grundbog i hvad et menneske er. Eller hvad vi ved om menneskets personlighed i dag. En indføring i de forskellige teoretiske retninger som forskning og filosofi har trukket frem og beskrevet igennem tiden. Ideer som ofte trækker i modsatte retninger.

Det er forkert at konstatere at jeg enten er fri eller bundet. At jeg enten er et resultat af mine gener eller et social-konstruktivistisk skabende individ i konstant bevægelse. Det er også åbenlyst at jeg heller ikke kun er bevægelse eller modsat kun gentager mine vaner. 

Jeg er ej heller kun forplantning eller overlevelse. Min personlighed er ikke under konstant forandring, og dog står jeg heller ikke stille.

Jeg er heller ikke bare handling og behavioristisk adfærd - eller en meta-betragtende svævende mediterende sky, der kan frigøre mig fra al jordisk påvirkning #skalbarehavedenostemad

Tror jeg at min seksualitet betyder alt og bare jeg fjerner mig fra normer og regler, så er alt godt, vil det være ligeså forkert som at konstatere at hvert øjeblik af mit liv er forud- og skæbnebestemt.

Det handler for mig at se, om ikke at skabe modsætninger. Tro at nu ved jeg hvordan det hænger sammen! Livet er både/og mere end det er enten/eller.

Når jeg skaber modsætninger fjerner jeg mig fra at forstå andre. Fjerner mig fra at forstå mig selv. Ved kun at beskrive, hvordan jeg er anderledes, fortæller jeg kun én side til historien. Jeg bliver nødt til at fortælle hvad jeg er, ligesom hvad jeg ikke er. Omend det jeg heller ikke er noget særligt stabilt.

Jamen, hvad så? Hvad gør jeg så, når jeg ønsker at forstå mig selv. Ønsker at se mig selv udefra? Har viljen til at se på det besværlige? Interessen og nysgerrigheden til at gå en anden vej, end den jeg egentlig var startet på?

Det første skridt er at indse at jeg kan lære noget af de gamle skrifter. Det kan være filosofiske tanker fra græske tænkere, eller endnu ældre tantras eller endog religiøst farvede fremstillinger af den ene eller den anden art. Kilder der forsøger (forsøgte) at forklare, hvad det vil sige at være menneske.

Samtidig må jeg også indse at jeg ikke kan forstå mit liv ved kun at relatere til gamle tekster. Det er åbenlyst at der mangler noget. Der er simpelthen noget som datidens tænkere ikke fik beskrevet. Forståelsen må opdateres med det vi ved i dag.

Seksualitet er særligt spændende for mig at arbejde med og studere. Dels fordi der er noget åbenlyst evolutionært i den seksuelle kraft. Dels fordi det er et emne, hvor der ikke er så mange direkte kilder at arbejde med. Dels fordi det føles som om der i 2021 er et kæmpe stort hul i den måde vi taler om og arbejder med egen og hinandens seksualitet på. 

Og jeg er heldigvis ikke alene. Seksualitet og menneskelighed er et område som ikke bare er noget jeg finder spændende. Det er også noget de mange andre der kommer til samtaler eller vores kurser finder det interessant at udforske. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Min intention er at beskrive dels hvad det er for en forståelse jeg tager med fra de gamle skrifter, og samtidig være skarp når jeg afviger i min praksis og min undervisning. Når jeg ydmygt forsøger at opdatere ideerne til noget lidt mere anvendeligt anno 2021.

Om jeg lykkes eller ej må være op til andre at bedømme. Under alle omstændigheder vil det være muligt at læse mere senere på året. Indtil da vil jeg glæde mig over at jeg stadigvæk har mulighed for at møde mennesker i mine samtaler - på trods af corona.

Men altså NØØØØØJ hvor jeg glæder mig til at jeg kan massere igen <3

Kærlig hilsen

Jørn