Positiv selvskade

Ser den fine dokumentar “Indefra med Anders Agger – syg ungdom”. De unge beskriver bl.a. selvskade som en del af deres hverdag for at bekæmpe de syge tanker.

Mit kendskab til selvskade er relativt begrænset, men det jeg ved er at det er en accepteret form for skade for mennesker, der har det svært. Selvskade er accepteret fordi det oftest ikke er farligt og fordi skaden rent faktisk har en effekt for den unge. Tankerne stilner og smerten river dem ud af den onde verden, der raserer deres hoved. 

Terapeutisk skal selvskade ikke som sådan italesættes i det terapeutiske rum. Selvskaden kan selvfølgelig konstateres og skal behandles, hvis det kræver det. Men selvskaden er så at sige et symptom på noget underliggende. Og det hjælper ikke at sige at den unge skal lade være med det, ej heller at fjerne knivene fra huset eller endnu værre at skælde den unge ud.

Det egentlig problem… de egentlige problemer der ligger bagved selvskaden, kan være mange ting: 

Ensomhed, utilstrækkelighed, lavt selvværd, depression, elendig opvækst og endnu værre overgreb, vold eller oplevelser, ingen burde være udsat for.

Det terapeutiske rum skal altså fokusere på det bagvedliggende fremfor selvskaden, og derfor accepterer jeg som terapeut selvskaden som symptom.

Jeg får den tanke, at jeg selv gør lidt det samme som de unge mennesker. 

Jeg selvskader ikke, men jeg bruger aktivt min hud som en måde at få det bedre på. Jeg er meget bevidst om at berøring – altså hud mod hud – har en særlig positiv effekt på mit mentale velbefindende. Hvis jeg har det svært, kan jeg finde på at bestille en massage, eller bede Trine lægge sig hos mig. Måske endda sove sammen med hende. Det at ligge i ske gør noget godt for mig. 

Effekten er at sanseindtryk fra huden får mine tanker til at forsvinde. Det er så kraftfuldt for mig at jeg ofte ikke har et valg, når jeg berøres. Jeg kan ikke fokusere andre steder end på berøringen. Jeg kan ikke fokusere andre steder end på sanseindtrykkene fra min hud. 

Det er det samme, når jeg vinterbader. De mange sanseindtryk miin hjerne modtager fra min hud i det vinterkolde havvand, får alle tanker til at forsvinde. Det er kun muligt at fokusere på sanseindtrykket af kulden lige der i vandet på Jomsborg. Der er ikke plads til andet.

Det sker helt automatisk at hjernen fokuserer på det sted på min krop, hvor sanseindtrykkene kommer fra og den simple proces skaber fred i mit hoved.

Hvad nu hvis vi forestiller os at berøring og selvskade i og for sig har den samme effekt? At huden har den evne at den kan få tanker til at blive færre eller helt få tankerne til at forsvinde? At nærværende berøring uden formål har en terapeutisk effekt. Det er en form for positiv selvskade? Giver det mening?

Mit argument er at kærlig og tryg berøring på kroppen har nogenlunde samme effekt som at skære sig i armen med et barberblad eller en kniv.

Hvad nu hvis alle kunne bede om at få en omsorgsmassage, der ikke gør ondt, men gør godt. Hvor det ikke handler om at trykke ømheden ud af musklerne, men hvor nærvær, opmærksomhed og blid berøring er selve medikamentet?

At en omsorgsmassage er en afledning vi kan bruge, fordi huden har en effekt på det menneskelige sind?

“Jeg er godt nok lidt stresset i dag, kan jeg mon få lidt massage?” Eller “Jeg er ked af det, vil du røre lidt ved mig?”

Der kan være mange forklaringer på at det er sådan. Jeg tror, at det handler om, at vi som mennesker evolutionært er udviklet til, at være et flokdyr. Det har vist sig igennem vores evolution, at chancen for at overleve er højere, hvis du er i en flok. Evolutionens måde at nudge os i flok-retningen, er måske at mørke tanker forsvinder, når du sover i en bunke i en hule et sted. At selve sanseindtrykket fra huden også er den sans, der har størst potentiale til at få mig til at være i nu’et. Og fokusere på de mennesker, der er omkring mig.

I vores moderne verden er det mit indtryk at ensomhed, lavt selvværd, depression, stress og angst er nogle af de oplagte terapeutiske områder, der kan bevæges ved at anvende berøring som metode. 

Lidt i stil med en samtale. Samtaler er nok mere accepteret end en fuldkropsmassage som terapeutisk værktøj. Men princippet og “hvorfor det virker” er det samme som med berøring. Det er evolutionært bestemt at nærværet med andre i en tryg flok har mange gavnlige effekter på os. Berøring og samtale kan være sådan et nærvær.

Udfordringen er selvfølgelig at få den unge (eller voksne) til at bede om nærvær, berøring og opmærksomhed. Men det må vi kunne løse sammen <3

Måske skal vi voksne bare gå foran. Så nu vil jeg bestille en massage 🙂