Spejlarbejde med Louise Hay (uge 1)

Spejlarbejde med Louise Hay (uge 1)

Jeg føler mig levende, når jeg mærker mig selv i bevidst bevægelse. Bevægelse kan lige så vel være at gøre ingenting eller lade kroppen vise mig vejen og følge impulserne fra den resten af dagen. Det er en fornemmelse af bevidst bevægelse, der inkluderer det hele, også stilhed.

For mig er det en måde at være et seksuelt væsen på, hvor det ikke handler om sex. Men hvor det handler om måden, jeg bærer min krop på, måden jeg tænker om mig selv og måden, jeg interagerer med andre på. Det er en kontakt til en essens i mig eller et “sted” uden bedømmelse.

Spiritualitet om man vil.

I den uge, der er gået, har jeg fulgt og bevæget mig med Louise Hays spejlarbejde. Jeg har tre uger tilbage af forløbet. Det har handlet om at se mig selv i øjnene i spejlet. Tale kærligt til mig selv. Jo mere jeg praktiserer det, des bedre virker det, kan jeg mærke.

Og jeg har mærket, at det har været ret let. Jeg har faktisk haft det let med at være kærlig. Let ved at sige Trine, jeg elsker dig, og du er skøn og perfekt, som du er.

Det er på en måde et mirakel, for det gør mit liv så meget bedre, at jeg mærker, jeg elsker mig selv. Ikke alle, men rigtig mange gamle vaner, hvor jeg kritiserer og bedømmer mig selv, er væk.  Vaner, som i virkeligheden var unaturlige.

Det har taget år at forme disse lag af negative tanker, og det tager tid at smelte det bort. Når jeg begynder at tro på dem, så husker jeg, at kærlighed er kuren. Kærligheden til mig selv laver miraklet i mit liv.

At sige jeg elsker dig (til sig selv) -  jeg virkelig virkelig elsker dig er rent faktisk naturligt. Selvkærlighed er naturligt, og på en måde handler det om at komme tilbage til den, vi i virkeligheden er. Basere alt på selvaccept og selvkærlighed frem for bedømmelse.

Være villig til at se mig selv uden bedømmelse. Så jeg kan se, hvem jeg virkelig er.

Problemet er, at vi har en vane med at føde os selv med negative tanker om os selv. Vi har opsnappet dem gennem barndommen, når vores forældre og andre mennesker har “rettet os til”, og vores naturlige kontakt til os selv er blevet korrigeret. Alle er blevet korrigeret, og ingen af os er uden sår og uden historier om tab og svigt.

Spejlarbejdet hjælper mig til at se, hvem jeg virkelig er, når jeg ikke bedømmer mig selv.

Sådan har det ikke altid været, og sådan er det heller ikke hele tiden, og så sent som i morges ramte jeg noget, hvor jeg følte mig ikke okay. Følte mig afvist. Til besvær. Forkert. Men jeg ved, at det mest handler om mig. Og at det kun, som i KUN er mig, der kan ændre det, der sker INDEN I mig. Og at den bedømmelse, jeg oplever som den andens bedømmelse af mig, er min egen bedømmelse af mig selv.

Det er rent faktisk en kæmpe stor frihed, at det er sådan det er. For så kan jeg kigge på det, se hvor usandt en historie, jeg lige der fortæller mig selv, og give slip på det.

Og min evne til at give slip på det og se på mig selv med kærlige øjne kommer fra det sted, hvor jeg elsker mig selv. Det er det, jeg øver med spejlarbejdet.

Og dermed bliver spejlarbejde en kærlighedspraksis, der rækker langt ud over mig selv. For når jeg evner at rumme og elske mig selv, evner jeg også at rumme og elske andre.