Tilknytning og seksualitet
Seksualitet er for de fleste mennesker et sårbart område at arbejde med. Hvad de færreste ved er at tilknytning er ligeså væsentlig i arbejdet med egen seksualitet, som seksualitet er det. Faktisk er det helt umuligt at forestille sig, at arbejde seriøst med egen seksualitet, uden at have en tryg relation at samarbejde med det om. Den trygge relation kan være en fast partner, forskellige partnere (man er trygge ved) eller en massør eller terapeut.
Uanset hvad er det væsentlige at relationen skal være tryg og sikker; ellers er der risiko for at rokke båden og gøre den endnu mere ustabil end den i forvejen er. Det gør det også sværere at finde en massør på nettet, og så bare kaste sig ud i det.
Det er måske det mest grundlæggende ved den måde Trine og jeg arbejder på. At vi først og fremmest arbejder med at få en tryg og solid relation med de mennesker der kommer hos os i massage, terapi eller på vores kurser. Det er også derfor at mange af dem vender tilbage til os, hvilket du kan læse om i vores praksisbeskrivelser.
Jeg læser om det mærkelige menneske og moderne personligheds-psykologi. Det er spændende at læse om det felt, jeg arbejder i. Mennesker der er forvirrede, i tvivl og kommet på afveje. Andre er gået i stå. Hvor seksualitet og ganske almindelige hverdags-problemer synes uoverkommelige.
Vores eget menneske, vores personlighed, er en kompleks sammensat og unik konstruktion, der dels bærer præg af evolutionen (vores biologi), kultur, moral og normer (det sociale) og vores forståelse af os selv (vores selvopfattelse). Man kan også beskrive det som vores personligheds havende, gørende og skabende side. Eller det bio-psyko-sociale. De forskellige overskrifter peger i væsentlighed på det samme; nemlig at menneskets personlighed (og seksualitet) er en særdeles kompleks og sammensat del af os.
Jeg læser også blogindlæg om personlig udvikling rundt omkring på det fantastiske internet. Særlig én retning kan beskrives som “seksuel individualisering”. Hvor det handler om mig selv og at have sin seksualitet med i alt. At min (ubundne) seksualitet er det primære for at jeg kan bevæge mig naturligt og frit. At jeg skal give min seksualitet fri for i øvrigt at udvikle mig til et selvstændigt individ fri af snærende samfundsskabte moralske og kulturelle rammer.
Seksualiteten er selvfølgelig vigtig og ofte en stærk partner i manges almindelig hverdag. Men seksualiteten er ikke altid det vigtigste, og det er helt sikkert ikke det eneste joystick, vi bør anvende for at få et godt og afbalanceret liv #nøjhvorvardetsjovt #himlermedøjnene
Jeg savner i høj grad de vinkler der handler om hvordan vi indgår i meningsgivende fællesskaber. Hvordan vi etablerer og fastholder relationer med hinanden. Hvordan vi bliver eller opnår følelsesmæssig forbundethed. Hvordan vi får seksualitet og forbundethed til at følges ad. Frem for at skille os ad.
Forbundethed er vigtigt, læser jeg, fordi et menneske kun kan udvikle sig til et modent autonomt individ, hvis det bliver rummet, spejlet og anerkendt af andre. Vi kan med andre ord ikke udvikle os til sunde voksne bare ved at tænke os til det. Eller ved at fokusere på vores seksualitet alene. Eller hvordan vi bliver fri fra samfundets normer. Vi er afhængig af andre for at vi kan blive individer – paradoksalt nok.
Jeg tænker…
- Ja, vi skal tage vores egen seksualitet med ind i et møde (det er vores biologi og det kan vi ikke rigtigt slippe for) og
- Samtidig skal vi kigge på den moral og de normer vi er vokset op med, fordi det simpelthen er fornuftigt
- Sidst skal relationen være tryg og sikker
Eks. skal jeg som massør tage det ansvar på mig at jeg betyder noget for den, jeg sidder overfor. Ligesom den der sidder overfor, er væsentlig for mig. Glemmer jeg det overser jeg simpelthen noget vigtigt. Og det frygter jeg sker i den lidt mudrede tantriske kultur der er i Danmark lige nu.
Alt det ovenstående er nødvendigt for at et møde kan opstå. At trygheden etableres og døren åbnes ind til det, der er sårbart. Fokuserer vi kun på det mentale og det seksuelle og mangler det relationelle så overser vi at tilknytning er en overlevelses-mekanisme på lige fod med seksualitet og risikoen for at det ender galt vil være forhøjet. Så risikerer vi at overse at en persons behov for tilknytning bliver den faktor der betyder at grænser overskrides alt for meget, for voldsomt og for hurtigt. Fordi hun eller han er bange for at være forkert og blive udstødt. Og fordi et tidligere overgreb har fået tilknytningssystemet helt ud af balance.
Det er derfor ligeså vigtigt at du finder en relation du er tryg ved, som det er at finde et sted hvor du kan udforske lige netop det du finder tiltrækkende at bevæge dig videre ud i med din seksualitet.